Smartlog v. II » Av hvor smukt!
Opret egen blog | Næste blog »

Jeg holder af rejser

26. maj 2008 00:53, Funtext


Jeg holder af rejser

Mest af alt holder jeg af rejser

 

Jeg elsker mange rejser

Jeg elsker få rejser

Jeg elsker alle rejser

 

Jeg elsker at ryge og rejse

Men mest elsker jeg at drikke og rejse


Jeg elsker den lille rejse

fra sengen over til sengebordet

håndens usikre flyvetur over brystkassen

efter den første morgenpilsner

øllets landing på min tunges asfalt af camel og cecil

kødets opstandelse og den uendelige rejse -

ned ad gangen til toilettet

for at pisse pilsneren farvel

efter dens 25 minutter lange rejse

gennem mit indre sporvejssystem

 

Et sporvejssystem der i øvrigt aldrig selv er på rejse,

men altid bliver i min krop

stavnsbundet indtil min sjæl en dag rejser ud af kroppen

og mine indvolde rejser ad helvede til på ormeryg og larvefødder

 

Jeg er vild med at rejse

ja, det er jo mig der har skrevet

“De små rejser”

Om rejsning generelt

- en guide for folk med manglende lyst

til at rejse

 

Jeg elsker valuta

både den helt almindelige

håndkrøllede kontante valuta der ligner legetøj

men virker okay

og de totalt fleksible rejsechecks

der kan blive flere tusind værd

når jeg sætter min autograf på dem

jeg elsker i det hele taget kun penge

fordi man kan rejse for dem

 

Jeg elsker rejser

det har jeg allerede sagt tre gange nu

er den fesen ind eller har De brug for at få det uddybet?

jeg elsker alle former for bevægelse fra a til b

om det så er at stå stille elsker jeg det

fordi uret går og man står

på det samme sted

på forskellige tidspunkter

der sker hele tiden noget

intet er det samme

min check er blevet til kontanter,

mine mønter er blevet til øl

mit øl er blevet til pis

Jeg er vild med at rejse

Jeg elsker at rejse mig

ikke for noget - men bare den helt banale og

genkendelige fornemmelse af knæskallens

forsøg på at finde på plads midt på benet

Jeg elsker at gå turen hjem

når den sidste flyver er fløjet